Lakridsproducent når stor milepæl og bliver størst på nyt marked
For en uge siden kunne Lakrids by Johan Bülow åbne sin 10. butik i Tyskland - til op mod 100 meter kø.
Det skriver Finans.
Butikken blev åbnet i Leipzig, og det er den fjerde tyske butik, som lakridsproducenten har åbnet i år. En "milepæl", som adm. dir. Fredrik Nilsson kalder det.
- Butik nummer 10 var en milepæl for os. Det betyder, at Tyskland kommer til at krydse 100 mio. danske kroner i omsætning for os i år – og dermed bliver vores største marked. Det er ret sejt, synes vi, siger han til mediet.
Derved bliver det tyske marked nu for første gang det største marked for Lakrids by Bülow, og overgår nu danske. Lige over 30 procent af omsætningen hentes syd for grænsen, mens der fortsat er lige under 30 procent, der hentes i Danmark.
I 2007 åbnede den første Lakrids by Johan Bülow-forretning i Svaneke, året efter kom den første fabrik til. I dag har virksomheden hovedkvarter i Hvidovre, hvor alt produktion også foregår.
I selskabets seneste regnskab, der blev offentliggjort i foråret og dækker hele 2022, peger tallene da også i en positiv retning.
Lakrids by Bülow kunne glæde sig over en rekordomsætning på 317 millioner kroner. Det skyldes ikke mindst et særligt stort momentum i netop Tyskland, hvor lakridsproducenten i 2021 øgede salget med 27 procent, hvilket trak den samlede vækst op på otte procent.
Samtidig trak bunlinjen sig op fra 2021's underskud på små 2 mio. kr. til et overskud på 5,1 mio. kr.
- Vi er meget stolte over den vækst, vi har præsteret i 2022, som blev et år præget af store globale udfordringer, hvilket har påvirket årets resultat. Vi er overbeviste om, at vi kan forbedre vores profitabilitet markant i 2023, sagde Fredrik Nilsson i den forbindelse.