23948sdkhjf

HK Scan trodser konkurrent og skruer op for ny satsning: - Tiden er kommet

En af landets førende fjerkræproducenter, HK Scan Denmark, begynder nu at producere kyllinger, der opfylder de internationale ECC-krav til dyrevelfærd. 

Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse. 

Den internationale dyrevelfærdsstandard, European Chicken Commitment (ECC) er udarbejdet af 37 internationale dyreværnsorganisationer, herunder Anima og Dyrenes Beskyttelse. 

Standarden indeholder især krav om, at kyllingerne skal være af en langsommere voksende race og have 33 procent mere plads i stalden end konventionelle kyllinger. Derudover skal de have naturligt lys under hele deres opvækst, have adgang til aktivitetsmateriale og gasbedøves inden slagtning.

- Vi har valgt at begynde produktion af ECC-kyllinger, fordi ECC er en europæisk standard, der er efterspurgt af vores kunder og anerkendt af internationale dyrevelfærdsorganisationer, som værende ”Better Chicken Welfare”.

- Indføring af ECC giver et ekstra løft til vores kontinuerlige arbejde med at forbedre dyrevelfærden i vores produktion fra stald til bord, udtaler Jukka Nikkinen, Executive Vice President, hos HKScan Denmark.

HKScan Denmark er den største kyllingeproducent i Danmark målt på antal producerede og slagtede kyllinger. HKScan Denmark er en del af HKScan Group, der har hovedsæde i Finland

Stor efterspørgsel

270 store, multinationale aktører som KFC, Marks & Spencer og Q8 har forpligtet sig til at sælge ECC-certificeret kylling i løbet af 2026, og flere af HKScans foodservice-kunder har gennem længere tid efterspurgt muligheden for at købe danske kyllinger, der opfylder de internationale ECC-krav til dyrevelfærd, oplyser virksomheden i pressemeddelelsen.

- Derfor er tiden nu kommet til, at vi kan tage det næste store skridt, udtaler Sales Director, Morten Cederberg hos HKScan Denmark.

Blandt de foodservicekunder, der ser med interesse på HKScans nye tiltag, er Restaurant Flammen.

- Hos Restaurant Flammen arbejder vi kontinuerligt på at inkorporere produkter med høj dyrevelfærd. Vi har siden efteråret 2023 haft dansk 2-hjertet velfærdskylling på buffeten i vores 17 restauranter landet over, fordi vi gerne vil give vores gæster mulighed for at spise med hjertet. Men vi kan stadig gøre det bedre, og derfor ser vi med interesse på HKScans udmelding om, at de nu begynder produktion af danske ECC-kyllinger, udtaler Morten Slot Knudsen, Head of Product & Quality, hos Restaurant Flammen.

HKScan Denmark er netop nu i gang med de sidste forberedelser. Målet er, at de første ECC-kyllinger kommer i handlen fra ultimo 2024.

HK Scan producerer blandt andet Danmarks ældste kyllingebrand Rose Kylling.

Går mod konkurrenten

HK Scan Denmark trækker dermed i en anden retning end konkurrenten Danpo, der har skruet ned for sin satsning på langsomtvoksende kyllinger. 

I slutningen af sidste år kunne Danpo-direktør Kasper Lenbroch til Food Supply uddybe virksomhedens beslutning om at slå bak på beslutningen om at udfase "turbokyllingen". 

Forud havde Danpo lavet en stor satsning på at løfte velfærden for de kyllinger, der leverer råvaren til produktionen.

- Da vi gik forrest og omlagde nærmest hele den danske produktion til langsomtvoksende kyllinger, erfarede vi, at der endnu ikke var stor nok efterspørgsel ude i køledisken. Så der var vi nødt til at hakke bremserne i, hvis vi og vores producenter overhovedet skulle kunne overleve, sagde Kasper Lenbroch.

- Danskerne og indkøberne var simpelthen ikke klar til at lægge de par ører eller kroner ekstra, som det koster, og netop nu ser vi en helt anden adfærd, uddybede han. 

Læs mere her: Danpos topchef: Vi blev tvunget til at bremse op på velfærds-satsning

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08