Nyt blus på oprør i slagterigigant: - Når vi er i frit fald, skal der voldsomme værktøjer i brug

Jais Valeurs annoncerede afgang som topchef for den kriseramte slagterigigant Danish Crown har ikke skabt ro på bagsmækken i ejerkredsen.
Allerede sidste efterår var der tilløb til større omvæltninger. Efter længere tids utilfredshed med lavere afregningspriser stod en gruppe af de største svineproducenter bag et oprør, der endte med, at den daværende formand for andelsskabet og nøgle-datterselskabet Danish Crown A/S måtte gå af.
Læs også Før vigtigt møde i slagterigigant: Oprørere har skiftet kurs (food-supply.dk)
Siden kom der mere ro på - i hvert fald udadtil. Men nu har de også kig på den nuværende bestyrelsesformand for begge selskaber, Asger Krogsgaard.
Det skriver Børsen, som har talt med tre af de største svineproducenter, der stadig leverer grise til Danish Crown. Det er ikke formanden som person, der er noget i vejen med - men der skal andre kompetencer end landmændenes ind for at vende udviklingen, mener de.
Aage Lauritzen fra Ribe-egnen mener, at det kan være nødvendigt at skifte formand og adm. direktør samtidig.
- Når vi er i frit fald, skal der voldsomme værktøjer i brug. Danish Crown står i en meget vanskelig situation, efter konkurrencekraften er blevet svækket igennem en årrække. Det skal en ny og kompetent ledelse med global indsigt få stoppet, siger han til avisen.
Oprørerne fortalte sidste år, at de havde en formandskandidat til bestyrelsen i Danish Cown A/S klar i kulissen med internationale brancheerfaringer.
Læs også Oprørere satser på at få indsat en bestemt formand i slagterigigant (food-supply.dk)
Den siddende bestyrelsesformand Asger Krogsgaard ønsker ikke at kommentere på flere af artiklens kritikpunkter med henvisning til, at der aktuelt er et arbejde i gang, der skal ende op i et nyt sæt vedtægter for andelsselskabet.