Klumme: Hvorfor vil forbrugerne ikke betale for ordentlige fødevarer?
Så kommer det igen, det evigt tilbagevendende spørgsmål. En uundgåelig klassiker i fødevaresammenhænge: Hvorfor vil forbrugerne ikke betale for ordentlige fødevarer?
Situationen er jo den, at selv om det kunne være meget værre, så ser den danske fødevarevirkelighed ikke ud, som mange kunne ønske sig. Derfor den evindelig kritik og derfor spørgsmålet ovenfor.
Dobbeltmorale
Historier om dårlig dyrevelfærd, et for højt forbrug af antibiotika og ulovlig import af pesticider og kunstgødning i landbruget kender de fleste. Dertil kommer et stort forbrug af unødvendige tilsætningsstoffer i industrien. Og er man en dygtig købmand, hvorfor så kæmpe for at sælge et godt økologisk brød, hvis man kan tjene mere på at sælge to form-franskbrød til en 20er?
Og også hos forbrugerne lever dobbeltmoralen i bedste velgående. De færreste forbrugere har synderlige kvaler ved at sige et, og gøre noget andet.
Så selvom 70 procent af forbrugerne siger, at de foretrækker økologisk mad i børnehaver og vuggestuer, er det reelt kun en lille eksklusiv gruppe, der er villig til at betale, når de selv skal punge ud. Nøjagtigt som mange væmmes ved synet af en kyllingefarm, uden at det tilsyneladende ødelægger appetitten på en chicken nuggets eller en club sandwich.
Hvem tør gå forrest?
Ergo er det muligt, at der i samfundet og blandt nogle er et ideal om ”bedre” fødevarer. Men når alt kommer til alt, hvor mange er så reelt villige til at påtage sig ansvaret og gå forrest i kampen for bedre fødevarer?
Således kunne jeg forleden sidde til et selskab med landmænd i bekendtskabskredsen, som endnu engang undskyldte sig med, at forbrugerne jo ikke var villige til at betale, hvad det koster. Derfor så de ingen grund til at ændre på deres produktionsmetoder.
Men landmænd, producenter og købmænd er jo også forbrugere, så hvis de for alvor vil en anden og bedre produktionsform, hvorfor starter de så ikke med dem selv?
Starter med selv at blive en ”bedre” og mere visionær forbruger frem for en halvnærig, prisbevidst forbruger der gerne køber billigt flæskefars i LIDL eller discountøl i Tyskland og gud forbyde det aldrig kunne drømme om, at støtte ham der økologen, der har åbnet en gårdbutik i nabosognet.
Ideal eller bundlinje?
Og her er vi så fremme ved klummens pointe. Kan man sælge og producere noget man ikke selv tror på, hvis eneste motivation er en bedre bundlinje?
At producere, forarbejde, sælge eller forbruge fødevarer handler alt sammen om et valg. Og vil man for alvor, at forbrugerne skal være villige til at betale en merpris for bedre fødevarer, råvarer i høj kvalitet, renere grundvand, mere dyrevelfærd og bedre smag, er det en god idé at starte med sig selv og turde går foran som rollemodel i både ord og handling.
Jo vist, skal man muligvis tage et skridt af gangen, verden forandres jo ikke i et splitsekund, men retningen bør være klar. Det er kun den sande og oprigtige historie, som for alvor kan flytte kundestrømmen, når det handler om bedre fødevarer.
Og kan man som producent eller detaillist ikke selv se meningen med ”galskaben”. Selv se, hvad det hele skal gøre godt for, er det umådeligt svært at overbevise andre.
Samtidig er det også værd at huske på, at det jo for mange er helt legitimt at mene, at der reelt ikke er et behov for bedre fødevarer. Der er jo dem som synes, at dyrene har det glimrende. Maden smager godt. Økologi er noget pjat og vandmiljøplaner noget fanden har skabt.
Og har man netop de holdninger er der jo slet ingen grund til at bekymre sig om, hvordan man får forbrugerne til at betale ekstra for de bedre tiltag, men kan i stedet koncentrere sig om at gøre det endnu billigere.
Morgendagens marked
Det er dog muligt, at forbrugerne siger et men gør noget andet. Men hvad der er værd at huske på er, at det de siger ofte er udtryk for deres drømme og idealer.
Ergo er det netop der, at man kan spotte mulighederne i morgendagens marked.
Vil du gerne læse en længere version af denne klumme se da: www.fremtidsforskeren.dk
