23948sdkhjf

Stærk dansk fødevareteknologi skal åbne døre i Mexico

Danske virksomheder fører sig frem på det mexicanske marked
De kommende dage står der dansk fødevareteknologi på menuen i Mexico. 14 danske virksomheder er klar til at markedsføre danske løsninger til svineproduktion til det store og stadigt voksende mexicanske marked.

I front for det danske eksportfremstød står miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen sammen med Landbrug & Fødevarer.

Mexico har et hjemmemarked på knap 130 millioner forbrugere, hvoraf cirka 25 millioner har samme købekraft som en gennemsnitlig dansk forbruger. Målet for eksportfremstødet er at vise Danmark og danske virksomheder som stærke leverandører af teknologi og knowhow for et land, der har store ambitioner om at øge produktionen af kvalitetsfødevarer.

- Mexico er et rigtig interessant marked for danske virksomheder. Landet er blandt de største økonomier i verden og får større og større fokus på kvalitetsvarer. Danske virksomheder har rigtig meget at byde ind med, for eksempel med unikke løsninger inden for staldfaciliteter, dyregenetik og udstyr til kødforarbejdning. Jeg håber, at eksportfremstødet kan åbne endnu flere døre til danske eventyr og forretninger i Mexico, siger Esben Lunde Larsen.

EU og Mexico har siden 2000 haft en frihandelsaftale, som parterne netop er blevet enige om at opdatere. Det betyder, at næsten alle varer bliver toldfri. Blandt andet fjerner Mexico tolden på svinekød fra europæiske lande, ligesom de europæiske toldsatser på landbrugsprodukter fra Mexico fjernes.

Det er noget, som også Karen Hækkerup, direktør i Landbrug & Fødevarer, ser frem til:

- Med den nye handelsaftale kan vi åbne flere og nye døre for eksporten. Lige nu er eksempelvis grisekød og mejeriprodukter underlagt høje toldsatser på 20-40 procent, men med den nye aftale og liberaliseringen af tolden bliver der væsentlig kortere mellem mexicanske forbrugere og danske fødevarer i nær fremtid, siger hun.

Ud over Landbrug & Fødevarer og Miljø- og Fødevareministeriet deltager blandt andre Foss, Danske Svineslagterier, Food Nation og Scanflavour i fremstødet i Mexico.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063