23948sdkhjf

Too Good To Go runder fem millioner reddede måltider

Alene i Danmark har appen reddet næsten to millioner måltider
Gennem madspildsappen Too Good To Go har forbrugere og forretningsindehavere i otte europæiske lande sammen reddet fem millioner måltider siden appens lancering i Danmark i februar 2016.

Det oplyser Too Good To Go.

Appen findes i Danmark, Norge, Tyskland, England, Frankrig, Belgien, Holland og Schweiz. Der er mere end 12.000 forretninger og over 4.5 millioner registrerede brugere, som redder overskudsvarer fra forretningerne gennem appen - og virksomheden vokser:

- Too Good To Go's mission er at reducere madspild globalt, og det kræver, at vi løbende udvider til nye lande. Vi er nu i otte lande, og Spanien åbner senere på året som vores niende land, siger direktør Mette Lykke.

Miljøbevidste forbrugere i byer, der størrelsesmæssigt spænder fra små landsbyer til millionbyer som København, London og Paris, har været med til redde de fem millioner måltider.

Og det er ikke kun mad, man som forbruger kan redde. Nu kan blomsterforhandlere også tilmelde sig og sælge overskudsblomster, der ellers ville ende i containeren, fordi de er for få til at danne en buket eller fordi de er på sidste udkald. Derudover kan der reddes overskudsvin og -øl, som for eksempel har en skæv etikette og derfor ikke kan sælges til fuld pris.

Too Good To Go er ifølge virksomheden verdens største online markedsplads for overskudsmad. Appen er stiftet af fem unge iværksættere i 2016.

1. juni 2017 tiltrådte Mette Lykke, medstifter af Endomondo, i stillingen som CEO i Too Good To Go. Birgit Aaby og Preben Damgaard er blandt investorerne.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062