23948sdkhjf

Danmarks største kyllinger bliver næsten alle solgt til eksport

Hvis direktør Ronald Rokkedal skal forklare, hvorfor Danish Finest Chicken i Gedved de seneste år har haft millionoverskud, mens eksempelvis den kæmpestore konkurrent HK Scan bløder millioner, har han tre bud: Kvalitet, størrelse og størrelse.

De to gange størrelse handler dels om slagteriets størrelse og dels om kyllingernes.

- Jeg tør ikke sige, om det er en fordel at være forholdsvis lille i den her branche. men jeg kan i hvert fald sige, at vi er ikke større, end at vi kan overskue hver enkelt af vores dygtige medarbejdere. Hos de store er der jo mange høvdinge, her har vi bare en simpel administration, siger Ronald Rokkedal, der har i alt cirka 30 medarbejdere i Gedved.

Den anden størrelse er ifølge direktøren det store trækplaster hos Danish Finest Chicken: Langt de fleste af slagteriets kyllinger vejer lige omkring 3 kilo, hvor den gængse vægt i branchen ligger på godt 2 kilo.

- Det koster det samme at slagte en kylling, uanset om den vejer 2 eller 3 kilo. Vi slagter bare færre dyr, men får flere kilo ud af det. For eksempel vejer vores brystfileter 300-400 gram stykket, hvor andre slagterier har valgt at levere langt mindre fileter. Det er åbenbart det, forbrugerne i Danmark vil have - måske fordi det ser dumt ud, at der bare er én filet i pakken, funderer Ronald Rokkedal.

Stort set kun eksport
Brystfileterne bliver solgt til den hollandske medejer Johannes Heijs' fjerkræforretning i Holland, hvor de bliver forarbejdet til verdensmarkedet. Det er også Johannes Heijs' virksomhed, der står for alt salget af de danske kyllinger, og stort set hele Danish Finest Chickens produktion går til eksport.

- Det er næsten umuligt at komme ind på markedet i Danmark, hvor nogle af de helt store slagterier er i kløerne på de danske supermarkeder. De fokuserer kun på prisen, og det er ikke til at møve sig ind dér - særligt ikke, når vi tager en merpris på grund af en højere kvalitet, bemærker Ronald Rokkedal.

Han peger på, at Danish Finest Chicken ikke pumper vand ind i kødet, og at slagteriet skolder kyllingerne ved en temperatur på kun 53 grader i forbindelse med, at fjerene bliver plukket af:

- Det betyder, at hos os falder overhuden ikke af. Dermed får vi en bedre holdbarhed, og altså på dyr, der ikke er pumpet op med 10-12 procent vand. Det kan selvfølgelig ses på prisen, og vores hollandske kompagnon i stand til at finde kunder, der gerne vil betale.

Angående størrelsen på kyllingerne nævner Ronald Rokkedal, at det også handler om god dyrevelfærd, når han og de øvrige leverandører ikke skal have så mange kyllinger i staldene.

- Vi sætter 35.000 kyllinger ind i en stald på 2.000 kvadratmeter, og efter 34-35 dage tager vi godt 7.000 ud, fordi der må være 40 kilo pr. kvadratmeter. Det betyder, at de 7.000 bliver slagtet med en vægt på 2,3 kilo, fortæller den jyske kyllingeproducent, der betaler omkring 2,50 kroner for en daggammel kylling til opdræt.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079