Klumme: Danmark skal stadig være et stærkt produktionsland
Danmark skal atter være et produktionsland, men hvordan skal udviklingen vendes? Dagens klummeskribent giver et bud.
Derfor er det rigtig skidt, at Danmark i løbet af krisen har mistet mere end 65.000 af de industrijob, der både er gode for økonomien og som typisk giver bedre løn end mange af alternativerne i servicebranchen. Men også i årtierne inden mistede vi mange af disse job industrijob. Fra 1980 og frem vurderes det således, at vi har fået mindst 200.000 færre job i fremstillingserhvervene. Og det kan desværre nemt fortsætte med at gå nedad bakke.
Så nu skal skuden vendes. I den seneste tid har politikere, erhvervsfolk, fagforeningsledere og økonomer efterlyst, at Danmark genvinder og fastholder industriproduktion. Vi skal igen og også i fremtiden være et produktionsland.
Det er godt og positivt af flere årsager. Men der mangler endnu klare svar på, hvad der skal til for at det kan ske? Og om politikerne, interesseorganisationer og erhvervslivet generelt er klar til, at satse det, der skal satses?
Produktionsjob gir sund økonomi og stærkt arbejdsmarked
Det er helt rigtigt at gøre en ekstra indsats at sikre produktionsjob i Danmark. Det er god økonomi. Men det er også et vigtigt signal i værdikampen, at vi ikke kan leve af den postmoderne videnøkonomi i storbyerne alene. At vi har brug for flere arbejdspladser, der også er baseret på praktiske fagligheder.
Økonomien og værdiskabelsen tegnes ikke kun af reklamefolk, designere og forskellige typer af konsulenter – dem som tidligere blev kaldt ’symbolanalytikere’, og som det blev forudsagt, næsten alene kunne skabe værdi i fremtiden – men i mindst ligeså høj grad af håndværkere og fabriksansatte. Deres fremtid og færdigheder er mindst ligeså afgørende for, at Danmark forbliver et godt land at arbejde og leve i.
Industriproduktion og -job er også godt for økonomien. For det første fordi, det er indenfor industrien, der er det største potentiale for produktivitetsforbedringer. Det er her, vi kan udvikle og bruge ny teknologi, som gør at vi anvender vores ressourcer, ikke mindst arbejdstiden, bedre.
Derfor kan der typisk også gives højere lønninger i industrijob. Og derfor er der faktisk en helt klar tendens til, at de gode vilkår for produktionsjobbene spreder sig til job indenfor andre brancher. I lande med mange gode industriarbejdspladser vil rengøringspersonale, kassedamer og buschauffører således også kunne forvente højere løn og bedre arbejdsvilkår end i lande uden industri.
Grænserne udviskes
Derudover er det godt for økonomien, fordi det er meget nemmere at eksportere det, der fremstilles i industrien, end det, som servicesektoren frembringer. Uden en stærk industriproduktion vil vi have meget dårligere vilkår for at handle med vores nabolande og resten af verden.
Alt dette betyder ikke, at man skal vrænge ad servicesektoren. Og slet ikke, at vi ikke skal udvikle det danske vidensamfund. For det skal vi i høj grad. Men tingene hænger sammen. Videnjob er afhængige af, at der er produktion knyttet til dem – og helst, at den ikke er alt for langt væk. Og på mange måder hænger industri- og servicesektorerne sammen. Grænserne udviskes således i dag.
Allerede i dag arbejder de fleste danskere i servicejob. Og det vil de også gøre i fremtiden. Men indholdet i deres job vil afhænge af, at der også er produktion i Danmark.
Investeringer er alfa og omega
Industrien og produktionen skal således styrkes. Men hvad skal der så til, for at det kan ske? Allervigtigst er det, at der bliver investeret noget mere.
Nedgangen i industrijob skyldes således i høj grad, at vi i Danmark igennem flere årtier har været i lidt af en investeringskrise. Der er simpelthen blevet investeret mindre og mindre i ny produktion og nye maskiner. Selv i fattig-firserne blev der i flere år investeret mere end der gjorde under højkonjunkturen i nullerne.
I 1960’erne var de samlede bruttoinvesteringer på gennemsnitligt 28,1 procent om året og væksten nåede helt op på 4,9 procent. I 00’erne var de samme investeringer faldet til blot 19,1 procent om året, mens den økonomiske vækst var røget ned på gennemsnitligt 0,85 procent.
Der er en klar sammenhæng mellem investeringsniveauet og den økonomiske vækst. Og også hvilken form for vækst, vi ser.
De seneste to år blev der investeret for 73-75 milliarder kroner i maskiner og lignende om året. Det er, korrigeret for inflation, det samme som for 10 år siden. Men da økonomien er vokset i samme periode, ligger disse investeringer som andel af BNP altså på et lavere niveau i dag.
Den nuværende investeringstørke vurderes at true op mod 150.000 arbejdspladser over de næste 10 år.
Målsætningen skal øges
Det er et elendigt tidspunkt, vi har sænket vores investeringslyst. De seneste årtier er produktionen nemlig blevet mere teknologitung og en række fremadstormende økonomier har skruet gevaldigt op for deres investeringer i ny infrastruktur, bygninger, maskiner og lignende.
Mens de danske bruttoinvesteringer de sidste ti år har svinget omkring 20 procent af BNP, har Sydkoreas ligget på 30 procent, Indiens på 35 procent og Kinas været på over 40 procent af BNP
I Danmark bryster vi os så ofte af vores indsats indenfor forskning og udvikling. Men selv på det område får vi baghjul af eksempelvis vores nordiske naboer. De danske investeringer i forskning og udvikling ligger stabilt lige over 2,5 procent af BNP om året, mens de finske i en årrække har været på over 3,5 procent og de svenske nærmer sig 4 procent af BNP.
Og det gør en forskel. Det er derfor ikke så overraskende, at Sverige og Finland har markant højere vækstrater end vi har. Vi burde øge målsætningen. Gerne til 4 eller 5 procent af BNP.
Helt overordnet har vi brug for nytænkning af vores vækstpolitik. Hvis Danmark igen skal være et produktionsland, så skal vi investere langt mere i nye produkter, maskiner og forskning end vi gør i dag. Det er forudsætningen for, at der kan være produktion og industrijob i Danmark.
Vækstpolitikken må gøres mere aktiv og mere strategisk. Hvis alt det sker, kan Danmark fortsat være et stærkt produktionsland.
