Investeringer bærer frugt: Stor-eksportør sætter rekord med 2,3 milliarder kroner i omsætning
Hillerød-virksomheden Foss, der udvikler udstyr til kontrol og analyse i fødevareproduktion, havde et fantastisk 2021. Bedste enmd nogensinde for virksomheden, der eksporterer 99 procent af sine produkter.
Virksomheden havde en organisk vækst på otte procent og en samlet omsætning på 2,3 milliarder kroner. Særligt forretningen for analyseløsninger til kød, mælk og korn har haft et rigtig godt år.
Og det er især heftige investeringer, der nu bærer frugt. Sidste sommer kom Foss Software Services på markedet som driver for datadrevet, intelligent og tilpasningsdygtig fødevareproduktion.
- Vi ser det som et særligt ansvar, at vi som global markedsleder går forrest med innovation af analyseløsninger og digitalisering for en bæredygtig fødevareproduktion. Foss er bygget på stærke værdier, der efter mere end 65 år stadig er helt centrale i alt, hvad vi laver, siger Kim Vejlby Hansen, CEO for Foss.
Med den nye digitale division skabes hardware-uafhængige løsninger, der gør det muligt for fødevarevirksomheder at sikre produktion i et 360-graders perspektiv og dække betydningsfulde områder inden for fødevaresikkerhed, leverandør- og kvalitetsstyring, compliance og produktionsoptimering.
Medvind i modvind
2021 bød på mange globale udfordringer ført an af en pandemi, mangel på micro-chips, store logistikudfordringer og markante stigninger i råvarepriser.
Disse kriser medførte uundgåelige udfordringer for Foss’ globale forretning, særligt på produktions-, indkøbs- og distributionssiden.
- Som for alle andre så skabte de globale kriser betydelige udfordringer for Foss. Vi er kommet godt gennem samtlige storme, siger Kim Vejlby Hansen.
mio. kr. | 2021 | 2020 |
---|---|---|
Nettoomsætning | 2.297 | 2.149 |
Resultat af primær drift | 555 | 526 |
Årets resultat | 437 | 394 |
Eksportandel | +99% | +99% |
Omsætningsvækst | 6,9% | -0,3% |
Antal ansatte | 1.566 | 1.529 |
Regnskabsåret blev afsluttet 31.december 2021. |