23948sdkhjf

Foodexpo: Pingus-vin og mange økologiske produkter

I Herning kan de besøgende på Foodexpo opleve Peter Sisseck, når han tilbyder smagning af sine vine bl.a. den berømte Pingus-vin, som siden 1995 har tilhørt verdenseliten.
Pingus laves årligt i 3.000 til 6.000 flasker, og koster fra 3.000 til 6.000 kroner ex. moms. Peter Sisseck holder sammen med vinhandler Jørgen Christian Krüff fra firmaet L'Esprit du Vin en smagning på messen på stand 9274.

Det sker tirsdag den 26. januar efterfølgende et foredrag om biodynamik og biodynamiske vine ved Jørgen Christian Krüff med indledende smagning kl. 14-15 på temaområdet – Wineexpo.

Lidt færre udstillere
- Omkring 356 udstillere har tilmeldt sig Foodexpo 2010. Det er færre end på messen for to år siden, men flere end vi oprindelig havde forventet til dette års messe. Så det kunne tyde på en spirende optimisme inden for de brancher, Foodexpo henvender sig til, siger projektleder Henriette Træholt, MCH.

Masser af økologi
Aldrig før har udbuddet af økologiske fødevarer været så stort som på Foodexpo 2010. For første gang udstiller Økologisk Landsforening på messen. Det sker med en stor fællesstand i Hal M med 23 medudstillere. Ligesom både små og store producenter præsenterer et bredt udvalg af økologiske produkter på de øvrige stande.

- Vi har aldrig haft så mange sunde og så mange økologiske produkter med på messen. Det er en klar tendens på markedet, at der er voksende interesse for økologi og sundhed, og det afspejler sig også på Foodexpo. Det er glædeligt, at vi denne gang kan tilbyde de besøgende fagfolk et endnu større og bredere udvalg af fødevareprodukter end tidligere, fortæller projektleder Henriette Træholt, MCH.

Foodexpo løber af stablen i dagene 24.-27. januar i MCH Messecenter Herning. Åbningen af messen finder sted søndag den 24. januar kl. 9.00, og bliver foretaget af fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Kilde: Foodexpo

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063