23948sdkhjf

- Vi kan nemt mangedoble produktionen: Dansk delikatesse får gennembrud hos amerikansk gigant

Herning-virksomheden Jens Møller Products, der laver et plantebaseret alternativ til fiskerognskaviar, har fået et stort gennembrud i USA: Virksomhedens tangkaviar, Cavi-Art,  er kommet på hylderne hos den gigantiske detailkæde Walmart.

Aftalen er landet i samarbejde med den jyske fiskevirksomhed Agustson, som har erfaring med at sælge traditionel kaviar til USA. 

- Det har været et godt samarbejde. Agustson har ekspertisen og de rigtige salgskanaler, der har gjort dette eventyr muligt, siger salgsdirektør Poul Jensen fra Jens Møller Products.

Han peger på, at Walmart har over 4.500 butikker i USA, og at der således er enorme muligheder.

- Walmart har ikke oplyst, hvor mange butikker de har lanceret Cavi-Art i. Men der er allerede leveret tre containere til USA til julehandlen - med cirka 100.000 glas i hver container. De to af dem er solgt til Walmart og den tredje til nogle små kæder, nævner salgsdirektøren.

Agustson fylder på glas

Ud over at have hjulpet Jens Møller Products ind på det amerikanske marked står Agustson også for at pakke produkterne.

- Vi producerer Cavi-Art i tønder, og Agustson fylder det så på glas på deres kaviar-fabrik i Vejle. Vi kan ikke selv fylde på glas her hos os, og slet ikke i den store skala, som containerordrer til USA kræver, siger Poul Jensen.

Skulle eksporteventyret for alvor blive en succes, så Cavi-Art kommer ud i alle de amerikanske Walmart-butikker, vil det ifølge salgsdirektøren sagtens kunne lade sig gøre at følge med på fabrikken i Herning.

- Vi har en stor fabrik med masser af produktionskapacitet og adgang til rigelige mængder råvarer. Vi vil uden problemer kunne mangedoble produktionen, fastslår han.

Hos Agustson fortæller salgschef Heine Sørensen, at fiskevirksomheden ikke uden videre kunne gå i gang med også at pakke Cavi-Art. Blandt andet fordi hvert glas til USA bliver pakket individuelt i en æske.

Mange nye udfordringer

- Vi har investeret en del for at løfte opgaven og der har været mange nye udfordringer, som vores fabrik har måtte finde løsninger på, men det lykkedes. Jeg tror ikke, at der er mange danske producenter, der har produkter på hylderne i Walmart i USA, så det er i sig selv en stor anerkendelse, siger Heine Sørensen.

Cavi-Art blev opfundet af Jens Møller, og tangdelikatessen er i over 25 år blevet produceret i Danmark af den familieejede virksomhed Jens Møller Products. Først i Lemvig og siden 2013 på et anlæg i Herning. Det er løbende blevet opjusteret og fremstår i dag som et topmoderne anlæg, påpeger Poul Jensen.

Tangen til Cavi-Art får virksomheden fra Frankrig, hvor råvaren høstes bæredygtigt langs den franske kyst. 

- Der høstes under to procent af tangmængden om året. Til sammenligning fjerner vind og havstrøm 15 procent om året, nævner Poul Jensen.

    Kommenter på artiklen
    Tip redaktionen
    Udvalgte artikler

    Send til en kollega

    0.093