23948sdkhjf

Nye produkter på vej: Kinoa Foods fik hurtigt comeback efter lukning

Med investoren Kim Uno Mogensen som medejer og økonomisk garant er indehaverne af aarhusianske Kinoa Foods, Katja og Morten Krause Jensen, nu fulde af optimisme. Og godt gearet til at lancere andre produkter som supplement til de nuværende quinoa-baserede toppings til morgenmad.

Ægteparret, der landede en aftale med Kim Uno Mogensen efter en ellers forgæves optræden i tv-programmet Løvens Hule, har tre forskellige toppings på programmet, alle økologiske og uden E-numre.  

Det havde de, allerede inden de i slutningen af 2018 måtte lukke virksomheden, fordi de ikke fik den ønskede investering i Løvens Hule. 

- Dengang havde vi en aftale med Salling Group, som solgte vores produkter i Bilka og Føtex. Det stoppede jo, da vi lukkede - men da Løvens Hule blev vist nogle måneder efter optagelserne, var der pludselig stor interesse fra kunderne.

- Faktisk kontaktede Salling Group os og sagde, at det var ærgerligt med lukningen, for de fik så mange henvendelser fra folk, der ville købe vores toppings, fortæller Katja Krause Jensen.

- Da vi så åbnede igen nogle måneder senere, stod Salling Group heldigvis klar med åbne arme og tog igen produkterne på hylderne, supplerer Morten Krause Jensen. 

Produktionen flyttet til Holland

Han og hustruen har desuden for nylig fået en aftale med Dagrofa, som sætter Kinoa Foods' toppings på Meny-hylder i februar.

- Men markedet for morgenmadsprodukter er konkurrencefyldt. Derfor vil vi gerne tilføje andre kategorier, og det næste bliver tre granola-udgaver, hvor vi allerede er klar med recepten. Der kommer også andre produkter, men dem holder vi lige for os selv indtil videre, konstaterer Katja Krause Jensen.

Ægteparret begyndte sin quinoa-produktion i et lånt industrikøkken i Københavns Sydhavn i 2015, men havde ikke kapacitet nok dér, da den første aftale med Salling Group blev landet.

- Vi begyndte at få produceret hos bageriet Aurion i Hjørring, men nu har vi flyttet produktionen til Holland, hvor vi har lavet en aftale med De Halm. De har i forvejen en stor private label-produktion på det her område, nævner Katja Krause Jensen.

Med produktionen placeret i Holland har hun og ægtemanden også kig på Holland som det første land, hvor de forhåbentlig kan få gang i et salg uden for Danmark.

Parret ønsker ikke at oplyse, hvor store mængder der bliver solgt af produkterne. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081