23948sdkhjf

Kalundborg får nyt anlæg til produktion af særlig type kostfibre

Rester af plantemateriale fra lokale landmænds produktion af for eksempel korn, majs, hvede og ærter skal forvandles til præbiotiske kostfibre på et nyt produktionsanlæg i Kalundborg. Den canadiske virksomhed Comet vil med sin patenterede upcycling-teknologi producere deres præbiotiske kostfibre Arrabina på anlægget.

Til produktionsanlægget skal Alfa Laval levere membranfiltreringssystemer, som bruges til at genvinde og rense planteresterne. Det vil være det første dedikerede anlæg i verden til at udvinde arabinoxylan-kostfibre ved hjælp af upcycling-teknologien, forklarer Jesper Engsig, market area manager i Alfa Lavals Food & Water-division:

- Anlægget er skræddersyet til netop dette projekt og er designet fra bunden. Teknologien i vores membranfiltreringssystem bruges blandt andet til medicinal- og mejeriindustrien, men til dette anlæg er teknologien sammensat på en helt ny måde, der giver nye anvendelsesmuligheder for Comets patenterede proces, siger han i en pressemeddelelse.

Comet skal producere omkring 4.000 tons kostfibre om året på det nye anlæg i Kalundborg.

- Vi er begejstrede for at bygge dette specialudviklede produktionsanlæg med udstyr fra Alfa Laval. Det nye produktionsanlæg gør det muligt for os at imødekomme vores kunders behov for præbiotiske kostfibre, som er opløselige og nemme at tilføje til for eksempel ernæringsbarer, bagværk, drikkevarer og andre produkter, som forbrugerne efterspørger for at understøtte en sund og velfungerende tarmflora, forklarer Rich Troyer, CEO for Comet.

Hovedparten af udstyret til Comets nye produktionsanlæg er fra Alfa Laval i Danmark, hvor fabrikken i Nakskov spiller en væsentlig rolle. Alfa Lavals globale center for membranfiltrering og avancerede væskesepareringssystemer ligger i netop Nakskov, som har udvidet sine produktionsfaciliteter til denne opgave.

- Alfa Lavals membranfiltreringssystemer lever i forvejen op til høje hygiejnekrav, da de blandt andet bruges til forarbejdning af fødevarer samt til den farmaceutiske industri. Spildevand fra produktionen renses desuden i vandhåndteringsanlæg, hvor kemikalier trækkes ud af vandet, så begge dele kan genanvendes, forklarer Jesper Engsig.

Udstyret til Comets anlæg er netop nu i fuld gang med at blive bygget hos Alfa Laval i Nakskov. Det er planen, at produktionsanlægget skal være i drift til november 2022.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078